Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Elevudvikling i fællesskaber

Til dette princip findes et bilag . Dette står nederst på siden. 

Princippet har baggrund i folkeskolelovens §18, stk. 2, Præstemarkskolens mål, vision og værdier samt antimobbestrategi.

Skolen arbejder målrettet for, at der i alle klasser er et så inkluderende, motiverende og udviklende undervisningsmiljø og læringsfællesskab som muligt.

Skolens personale samarbejder med forældrene om, at alle elever trives og udvikler sig, og at miljøet omkring eleverne i tilstrækkelig grad fremmer, at dette sker. Skole-hjem samarbejdet er en afgørende forudsætning for, at skolens arbejde med inkluderende fællesskaber kan lykkes, og fokus på dette er både skolens (ved skolestart og overgange) samt den enkelte klasses. Skolen skaber et grundlag for, at forældrene kan bidrage til skolens fællesskab og til en positiv dialog om og med skolen.

Præstemarkskolen ønsker at være distriktsskole for alle skoledistriktets børn og skal være en skole, hvor ”man kan blive til nogen, så man bliver til noget”. Skolen arbejder kontinuerligt med at skabe et læringsfællesskab, hvor alle skolens elever hver især føler sig som en værdifuld medspiller i de sociale og faglige fællesskaber. Skolen er bevidst om, at forskellighed er en ressource og indlysende styrke.

Præstemarkskolen skal løbende skabe de bedste rammer for alle børns læring og trivsel med det mål, at alle børn lærer, mens de oplever sig som en ligeværdig del af fællesskabet.

Præstemarkskolens undervisning tilrettelægges i størst muligt omfang, så der er passende udfordringer til alle elever, og således at der tages højde for elevernes forskelige behov og forskellige læringsmål. Den enkelte elev skal bringes så langt som muligt - personligt, fagligt og socialt.

Bilag til princip for skolens arbejde med elevernes udvikling i inkluderende fællesskaber 
Alle skolens elever skal føle sig som en værdifuld deltager i fællesskaberne. Derfor har alle specialklasseelever også en stamklasseplacering, hvor der kontinuerligt arbejdes med alle elevers deltagelse i det faglige og sociale fællesskab.

Alle klasser arbejder med spilleregler for adfærd og trivsel i et samarbejde med elever og forældre. Skolen tager initiativ til dette, herunder også diverse forældreaftaler om fødselsdage, alkoholregler, blå mandag mm.

Skolen sikrer, at underviserne har adgang til støtte og vejledning fra personer med specialviden i tilfælde af særlige problemstillinger i elevgruppen.

Skolen tilstræber, at forældre til børn med særlige behov vejledes eller henvises til vejledning om støtte til deres barns skolegang.

Skolens personale er bevidste om effekten og værdien af gode relationer – både elev/underviser relation, elev/elev relation samt de sociale relationer i klassen. Gode relationer påvirker positivt elevers læringsprocesser og faglige resultater og er derfor altafgørende for opnåelsen af inkluderende læringsfællesskaber.

Der arbejdes med elevernes udvikling i et datafunderet samarbejde mellem ledelse, undervisere og forældre. Kvalitative og kvantitative data samt observationer inddrages i arbejdet, ligesom der udarbejdes handleplaner og kommunikeres med forældrene omkring elevernes udvikling i inkluderende fællesskaber

Vedtaget i skolebestyrelsen, januar 18