Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skoleudviklingssamtale 2024

Skoleudviklingssamtale for Præstemarkskolen 2023/24
Dato og deltagere: 17. januar 2024 – skolens ledelse, skolechef, faglig ressourceperson, sekretariatskonsulent for skoleområdet, mødeleder; skoleleder fra anden skole.

Formål med skoleudviklingssamtalen
Skoleudviklingssamtalen er obligatorisk jf. folkeskoleloven. Formålet med skoleudviklingssamtalen er at skabe rammen for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen, så eleverne får de bedst mulige rammer for faglig udvikling og trivsel. Møderne er en vigtig del af den løbende kvalitetsudvikling med henblik på at udvikle og forbedre udvalgte indsatsområder lokalt. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af udvalgte udfordringer og de indsatser, der iværksættes fremadrettet.

Skolens indsatsområder
På Præstemarkskolen oplever vi, som på andre skoler, at der i øget omfang efterspørges særlige og specialiserede rammer til et voksende antal børn. Det udfordrer os på flere parametre:

  • Den økonomiske tildeling.     
  • Det børnesyn, som bygger på, at alle børn har krav på, at vi kan give dem et godt skoletilbud i almenundervisningen, med de muligheder det giver for læring og trivsel i skolen, samt for det videre forløb i uddannelses- og arbejdslivet efter skolen.  

Det narrativ som præger dialogen på vores skole blandt forældre, er påvirket af det narrativ, som medier og andre skaber, hvor der er fokus på børn og unge i mistrivsel, som vi skal passe særligt på, og at det gøres bedre i en specialiseret og mindre ramme for et reduceret antal elever.

Vi har brug for at få drøftet på skolen, hvordan vi med de tildelte ressourcer kan skabe de bedste rammer for læring og trivsel for alle elever, og hvordan lærere og pædagoger oplever sig bedst muligt i stand til at løse den opgave. Herunder indsatser i undervisningen, rammesætning, samarbejdet, vejledningsindsatser, skolenærvær samt drøftelser med forældre.

Skoleudviklingssamtalen
To områder blev særligt drøftet på årets skoleudviklingssamtale:

  • Udvikling af undervisningspraksis
  • Samarbejdet omkring elevernes deltagelsesmuligheder - mellemformer

Udvikling af undervisningspraksis
Dialogen herom byggede videre på udviklingssamtalen i 2022-2023 med fokus på læringsmiljøer. Her var fokus på organisering af undervisning, så organiseringen i øget omfang blev til et fælles anliggende i afdelingen. Det har haft betydning for det videre arbejde med at skabe mellemformer, som knyttes tæt til den almene praksis, og dermed øger elevernes deltagelsesmuligheder.

Samarbejde omkring eleverne – mellemformer:
Med udgangspunkt i erfaringer med mellemformer og drøftelsen i forbindelse med udviklingssamtalen, har det været et mål at øge samarbejdet omkring organisering af ressourcer til at hjælpe elever til øget deltagelse.

Opfølgning

Handlinger i forlængelse af skoleudviklingssamtalen:

  • Ændring i fordeling af ressourcer og organisering af mellemformer i skolens tre afdelinger i forbindelse med forårets planlægning.
  • Information til alle forældre om mål og organisering omkring læringsmiljøer og særlige indsatser.
  • Videndeling om skolens ressourcer og prioriteringer med det samlede personale. Herunder fokus på at drøfte målet om at bidrage til at udvikle livsduelige unge, have høje forventninger, samt hjælpe alle elever til at ”kunne”. Endvidere fokus på  at være modige i forhold til det dominerende narrativ om at ”beskytte” børn og dermed være i risiko for at fratage dem rum for udvikling.
  • Vejledning og sparring tættere på praksis ved skolens procesvejledere.
  • Planlagt proces med fokus på teamsamarbejdets udvikling for at kunne understøtte en inkluderende praksis.
  • Ekstern sparring til ledelse og medarbejdere i processen omkring øget inklusion er rammesat.

Kommunal ramme for skoleudviklingssamtalen
Skolen har valgt at fokusere på læringsmiljøer blandt nedenstående indsatser:

Inkluderende fællesskaber

Kommunal ramme for skoleudviklingssamtalen (fortsat)
Skoleudviklingssamtalerne tilrettelægges og understøttes med udgangspunkt i læringscirklen. I praksis understøttes processen af forvaltningen gennem et skoleår.

Der afholdes:

  • Indledende dataworkshop
  • Læringssamtale mellem skoleledelse og forvaltning samt
  • Afrundende opfølgningsworkshop
  • Notatet offentliggøres på skolens hjemmeside

Skolebestyrelsen inddrages før og efter. 

Læringscirklen

Nøgletalsoverblik

Nøgletal

Link til uddybende evalueringsstatistik om skolen: Statistik om Overblik | Børne- og undervisningsministeriet (uddannelsesstatistik.dk)