Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Indskoling - Kærhus

Børn i læringscenter

Børn i læringscenter

Kærhus – indskoling

Børn lærer på tværs af alder - En børnemoden skole
Vi har på Præstemarkskolen udviklet en skolestart, hvor alle indskolingens børn går i aldersblandede grupper med seks, syv og otteårige børn i samme gruppe. Samtidig har vi rullende skolestart, hvor de nye seksårige integreres i de eksisterende børnegrupper på en rolig og overskuelig måde.
På Præstemarkskolen udnytter vi, at der er energi i forskellighed. De børn, der er ældre og længere i deres udvikling, inspirerer og er forbilleder for de børn, som endnu ikke er nået så langt. Siden august 2000 har vi arbejdet med vores indskolingsmodel. Den grundlæggende tanke i modellen er at skabe en skole, der kan rumme alle børn. Af samme grund arbejder vi ikke med begrebet ’skolemodenhed’. Derimod har vi et mål om, at skolen er ’børnemoden’. Så godt som alle børn starter i skole den første hverdag i måneden efter, de fylder seks år, og kun ganske få børn har haft behov for skoleudsættelse.

En tryg skolestart for alle - Rullende indskoling - Aldersblandede elevgrupper
På Præstemarkskolen begynder børnene i skole den første skoledag i måneden efter deres seks års fødselsdag. Vi tilrettelægger en god og tryg overgang fra børnehave til skole gennem et tæt samarbejde med både børnehaver og forældrene i tiden omkring skolestarten. Skolestarterne kommer ind i et fællesskab, hvor normer og regler for længst er på plads, og hvor de mange store børn er rollemodeller, der kan vise den lille ny, hvordan man gør her i skolen. Forskellighed er en del af hverdagen – børnene lærer af hinanden fagligt og socialt, selvom de er meget forskellige og har meget forskellige forudsætninger. 
Børnene går sædvanligvis i Kærhus i 2 1⁄2 - 3 1⁄2 år, afhængigt af fødselsdato. Til august hvert år dannes nye 3. klasser for de børn, der er parate, såvel fagligt som socialt. 1/3 af børnegruppen rykker videre til 3. klasse, mens 2/3 af børnene bliver og danner grundstammen for de kommende nye seks-årige, som er på vej i skole.

Lærere og pædagoger i samme team
Vi danner teams omkring børnegrupperne med ligeværdig deltagelse af lærere og pædagoger. Den enkelte pædagog er tilknyttet samme gruppe i undervisnings- og fritidsdelen og opnår på den måde et rigtig godt kendskab til barnets hele dag. Undervisningen er en blanding af individuel undervisning, undervisning i mindre grupper på samme faglige niveau samt emneundervisning på tværs af alder og niveau. Der er undervisning dagligt kl. 8-13.15, inklusive lektiehjælp.

En børnemoden skole
Alle indskolingens børn går i aldersblandede grupper med seks, syv og otteårige børn i hver gruppe. Børnene modtager undervisning i det tempo, de hver især magter og på det trin hvor de er, uafhængigt af alder. 
Fælles oplevelser og et bevidst arbejde med børnenes sammenhold i gruppen skaber gode vilkår for det enkelte barns udvikling. Legen bruges hele dagen, både som et rekreativt element og som en ud- viklende aktivitet. Dagligdagen er meget fleksibel og tilrettelægges ud fra behov – ikke ud fra faste skemarammer.

Kontakt skolen for mere information.