Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Undervisningens organisering

Præstemarkskolens fysiske opdeling i 3 bygninger danner udgangspunkt for skolens faseopdeling i en aldersblandet indskolingsafdeling, en mellemtrinsafdeling for 3.-6. klasse og en udskolingsafdeling for 7. -9. klasse. 

Tilrettelæggelse af undervisningens rammer 
Skolen tilrettelægger undervisningen så der gives de bedst mulige vilkår for, at alle elever opnår et højt udbytte af undervisningen, derudover prioriteres det at elevernes interesse og deltagelse i undervisningen fremmes mest muligt. I planlægningen indgår såvel den enkelte skoledag, det ugentlige skema, samt længere forløb og i alle dele vægtes det højt, at eleverne både fagligt og socialt får optimale rammer for læring og udbytte af undervisningen. 

Elevernes timetal 
Undervisningen på de forskellige klassetrin planlægges efter gældende lovkrav samt evt. deltagelse i forsøg med fleksibel tilrettelæggelse af undervisningstiden.

Holddeling 
Muligheden for undervisningsdifferentiering ved hjælp af holddeling søges tilgodeset ved størst mulig parallellægning af de enkelte fag i klasser på samme årgang. Desuden bør det vægtes højt, at der afsættes et antal timer til holddeling på de enkelte årgange, under hensyntagen til klassekvotient og behovet for at kunne skabe gode vilkår for inklusion af elever med særlige behov for støtte og specialundervisning. 

Lærerteam 
Lærernes arbejde organiseres som hovedregel omkring årgangsteam, hvor den enkelte lærer så vidt muligt følger en enkelt årgang. Samtidig tilstræbes det, at lærerne i en årrække er tilknyttet én afdeling, således at lærerens konkrete undervisningserfaringer hurtigt kan danne grundlag for videreudvikling og sikring af konstant høj kvalitet. 

Skemalægning 
Skoleskemaet lægges, så den enkelte klasse opnår en god variation af fag på de enkelte dage i ugens løb. Samtidig tilstræbes det, at timerne, hvor det er hensigtsmæssigt, samles i moduler (2-2-2) efter aftaler i de enkelte lærerteam. Undervisningen i Kærhuset lægges fra kl. 8.00, og i de øvrige afdelinger tilstræbes det at undervisningen begynder kl. 8.00 eller så tidligt som muligt. Skoleskemaet bør opfattes og anvendes som udgangspunkt for årets arbejde, men samtidig skal det enkelte team og skolens ledelse løbende overveje, om undervisningen med fordel i perioder eller på enkelte dage kan tilrettelægges, så der skabes bedre mulighed for elevernes læring, fx ved periodelæsning med flere daglige/ugentlige timer i enkelte fag. I tilfælde af sammenfald/konflikt mellem flere ønsker og behov vægtes hensynet til elevernes skema højest.

Vedtaget i skolebestyrelsen, november 2017